OBS! ALLE OPDATERINGER VIL FREMOVER KUNNE FINDES PÅ VORES FACEBOOKSIDE @HammerOgHammer




Kobberslottet (Bind nr. 2)

KOBBERSLOTTET er andet bind i serien VENNER OG FJENDER, der udspilles i årene 1939- 45. Vi følger en dansk-jødisk kvinde fra København og en dansk-tysk mand fra Grænselandet og deres rejse gennem krigens brændpunkter. I dette andet bind følger vi den dansk-jødiske Kassandra fra København, der besøger sin stenrige, adelige familie i Polen, da Tyskland invaderer landet, og Kassandra ingen mulighed har for at vende hjem til Danmark. Hun lever et år under feudale forhold i den russiskbesatte del af Polen, indtil Tyskland invaderer Sovjetunionen. Derefter bliver hun sendt til Den Jødiske Ghetto i Warszawa. De første to bind, Vejen til Warszawa og Kobberslottet, udkommer samlet i marts 2020 som optakt til både genforenings- og befrielsesjubilæet.
Forudbestil Kobberslottet her











Vejen til Warszawa (Bind nr. 1)

VEJEN TIL WARSZAWA er første bind i serien VENNER OG FJENDER, der udspilles i årene 1939- 45. Vi følger en dansk-jødisk kvinde fra København og en dansk-tysk mand fra Grænselandet og deres rejse gennem krigens brændpunkter. I dette første bind følger vi den unge forældreløse sønderjyden Peter, der bliver optaget i Hitlerjugend og får mulighed for at følge en lille gruppe journalister rundt i Tyskland. Senere kommer Peter på junkerskole, hvor han uddannes til SS- officer. Efter endt uddannelse bliver han udstationeret i Den Jødiske Ghetto i Warszawa. De første to bind, Vejen til Warszawa og Kobberslottet, udkommer samlet i marts 2020 som optakt til både genforenings- og befrielsesjubilæet.
Forudbestil Vejen til Warzawa her











Soldier Blue (Bind nr. 10)

På en stille villavej i Liseleje dræber et projektil affyret fra flere hundrede meters afstand en nyfødt baby. Da Konrad Simonsen og hans team får mulighed for at se nærmere på sagen, viser det sig, at ammunitionen er hjemmelavet, skabt til at gøre størst mulig skade. Men hvorfor skulle en baby, født af to almindelige borgere, dø i det, der mest af alt ligner en professionel henrettelse?
SOLDIER BLUE er 10. og sidste bind i Lotte og Søren Hammers populære serie om efterforsker Konrad Simonsen..

Køb Soldier Blue her











Mirakelbarnet (Bind nr. 9)

Et intercitytog med kurs mod Berlin bliver dramatisk afsporet nær Vordingborg.
Fem civile og to politibetjente omkommer under ulykken.  Mens Havarikommissionen er i fuld færd med at afklare sagen, får kommissionschefen et uventet besøg af en mystisk kvinde, der beder ham om at droppe efterforskningen - mens han stadig kan.
Konrad Simonsen og hans team bliver derefter koblet på sagen, som hurtigt viser sig at have forbindelser til både russiske olieinteresser, en lille dansk natradiostation, en gruppe amatørarkæologer og et hemmelighedskræmmende internetfællesskab.
"Mirakelbarnet" er niende bog i Lotte og Søren Hammers populære serie om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen.

Køb Mirakelbarnet her








To små piger (Bind nr. 8)

En 11-årig pige forsvinder sporløst i en sjællandsk provinsby.
Kort efter kaldes Konrad Simonsen tilbage på Politigården i København. Ledelsen ønsker ham som leder af Rigspolitichefens Efterforskningsafdeling, en nyoprettet afdeling, der skal håndtere uopklarede drabssager. Konrad Simonsen modsætter sig kraftigt; han nyder sin frihed som pensionist alt for meget til igen at lade sig indrullere i Politigårdens bureaukrati. Sagen om den forsvundne 11-årige viser sig dog hurtigt at trække tråde tilbage til en sag fra 1980’erne. En 13-årig pige forsvandt dengang sporløst, og som udsending for Rejseholdet blev det Konrad Simonsens første uopklarede sag. Pigen blev aldrig fundet.
Konrad Simonsen samler sit team og tager tilbage til den lille provinsby. De to forsvundne piger er i familie, svaret på forbrydelserne må findes dér.

Køb To små piger her








Mørkemanden (Bind nr. 7)

Konrad Simonsen er tilbage! En fynsk pyroman med adskillige brande og et dødsfald på samvittigheden er blevet dømt for en brand, han med al sandsynlighed ikke har begået. Justitsministeriets departementschef hyrer i al diskretion Konrad Simonsen til at efterforske sagen. Konrad Simonsen, der nu arbejder for et privat konsulentfirma, indvilger, men hurtigt må han erkende, at sagen er mere betændt end som så: Ikke blot er sagen hemmeligstemplet og overført til PET, ingen har tilsyneladende nogen interesse i, at sagen bliver genåbnet. Sideløbende har Drabsafdelingen, nu ledet af Arne Pedersen, fået en spektakulær sag: To mænd er blevet overfaldet og har fået bortopereret deres ene hånd, men ingen af ofrene ønsker at bistå politiet med opklaringen, heller ikke da en bilbrand får fatale følger … Mørkemanden er syvende bog i Hammer-parrets succesfulde serie om Konrad Simonsen og hans efterforskningsteam.

Køb Mørkemanden her






Rosa

Rosa er en kærlighedshistorie og en stærk, vedkommende skildring af de sidste besættelsesår. Baseret på Williams dagbøger fra gymnasietiden, den aldrende Williams refleksioner samt Rosas breve til lillesøsteren Elsebeth fra tiden i provinsbyen, fortæller Lotte og Søren Hammer den tragiske og troværdige historie om hvad der sker, når en ung, gådefuld og ’fremmed fugl’ flytter til en gymnasieklasse i provinsen.

Køb Rosa her
















Elskede Heidi (Bind nr. 6)

En kold februar dag kidnappes en pige fra en københavnsk udflytterbørnehave. Pigens bedstefar er vicerigspolitichef, og Konrad Simomsen påtager sig modvilligt sagen. Kidnapninger er ikke hans ansvarsområde, og desuden bryder han sig ikke om sager, hvor børn er involveret.
To dage senere findes pigen død i en beboelsesejendom i Bellahøj. Kort herefter bliver en teenagepige, hvis far er politibetjent, kidnappet på vej hjem fra håndbold. Et foruroligende mønster tegner sig. Frygten breder sig blandt Konrad Simonsens medarbejdere i Drabsafdelingen. Ikke alene er de på bar bund i de to sager, men gerningsmandens næste træk kan også ramme dem selv.

Køb Elskede Heidi her






Den sindssyge polak (Bind nr. 5)

En sommerdag kommer en københavnsk kanalturbåd på katastrofal kollisionskurs med Oslofærgen. Under bjergningen af de mange lig viser det sig, at ikke alle har lidt druknedøden. Fire af passagererne er blevet myrdet.
Konrad Simonsen og hans team af efterforskere kobles på den spektakulære sag, der rammer lige ind i gruppens midte. Forbrydelsen har nemlig forbindelse til et tidligere dødsfald, som ingen andre har fundet mistænkeligt, men som holdets unge kriminalassistent Pauline Berg indædt har forsøgt at opklare – og som har kostet hende dyrt. Opklaringen af sagen leder tilbage til en mørklagt mission i Bosnien i 1995, som danske FN-soldater var indblandet i. Drabsafdelingen får derfor brug for hjælp fra danske veteraner, som nu – glemt af de fleste – slås med traumer efter krigen. Men magtfulde kræfter modarbejder efterforskningen. Derfor ser Konrad Simonsen kun én løsning: Han må selv til Bosnien i håb om at finde svar. Andre har dog en helt anden dagsorden med den rejse. Den sindssyge polak er femte bind i serien om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans efterforskningsteam fra drabsafdelingen i København.

Køb Den sindssyge polak her




Pigen i Satans Mose (Bind nr. 4)

På bunden af en sø i de nordsjællandske skove ligger liget af en pige fra Nigeria. Ingen savner hende, ingen leder efter hende. Kun tilfældigt finder en jagthund resterne af hendes krop. På Københavns Politigård overtager Konrad Simonsen sagen, der selvantænder i medierne efter en mildt sagt klodset behandling hos det lokale politi. Konrad Simonsen og hans hold forfølger de få spor, der er efter pigen, som ingen ved, hvem er. Snart viser det sig, at hun er nøglen til en verden af menneskehandel, prostitution og vold. En verden, hvor alting har sin pris, og ingen fejltrin forbliver ustraffede. Midt i det hele står Henrik Krag, en ung fyr med en blakket fortid, og rigmandsdatteren Benedikte, begge med en tæt forbindelse til ondskabens imperium.

Køb Pigen i Satans Mose her







Ensomme hjerters klub (Bind nr. 3)

Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen er efter et alvorligt hjertetilfælde vendt tilbage til Drabsafdelingen på Politigården i København. På grund af sit helbred får han overdraget en lavt prioriteret sag om et postbud, Jørgen Kramer Nielsen, hvis død i første omgang er blevet bedømt som et uheld. Ved Maltes mellemkomst fastslås det dog hurtigt, at postbuddet må være myrdet. Postbuddets liv trevles op, og det viser sig, at den afdøde, som ung studerende i slutningen af 1960'erne, har været involveret i en ung engelsk piges forsvinden. En begivenhed, der har sat sig dybe spor og fået ham til at konvertere til katolicismen. Det problematiserer efterforskningen, da postbuddets præst ved en del mere om den unge piges forsvinden, end han kan fortælle på grund af sin tavshedspligt. Sagen falder fint i tråd med Konrad Simonsens trang til at se tilbage på sin ungdom: Ungdomskæresten, det venstreorienterede blomsterbarn Rita, som Konrad mødte som ung betjent i 1970'ernes København, vender konstant tilbage i hans tanker - til Komtessens stigende irritation. Den unge Pauline Berg er også vendt tilbage til Drabsafdelingen efter sin kidnapning året forinden. Hun arbejder nu tæt sammen med Konrad, alt imens Arne Pedersen som konstitueret drabschef forsøger at samle trådene efter et voldsomt skyderi på en københavnsk skole. Et skyderi, hvis ofre tilsyneladende har relationer til den afdøde Jørgen Kramer Nielsen...

Køb Ensomme hjerters klub her





Alting har sin pris (Bind nr. 2)

På den grønlandske indlandsis finder en miljødelegation et over femogtyve år gammelt lig af en yngre kvinde. Konrad Simonsen bliver sendt af sted til Grønland for at rede trådene ud. Kvinden er blevet myrdet, og det på en måde, der vækker onde minder om en gammel sag hos Simonsen. Både offer og metode er slående ens, og Simonsen må sande, at den tidligere hovedmistænkte nu er renset for enhver mistanke - vel at mærke ti år efter, at han begik selvmord netop som politiet skulle til at anholde ham. Sammenfaldene mellem de to mord får Simonsen og hans hold til at lede efter flere lignende tilfælde, og det står hurtigt klart for dem, at sagens omfang er langt større, end de frygtede. Samtidig er der ualmindelig stor interesse for sagen fra allerøverste hold i Statsministeriet. Alting har sin pris er andet bind i søskendeparret Hammers krimiserie med chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team fra drabsafdelingen.

Køb Alting har sin pris her



Svinehunde (Bind nr. 1)

En tidlig mandag morgen gør to børn et grusomt fund. I gymnastiksalen på deres skole i Bagsværd finder de ligene af fem nøgne og stærkt maltrakterede mænd, som med matematisk præcision hænger ned fra salens loft. Det ligner mest af alt en offentlig henrettelse. Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team fra drabsafdelingen ankommer fra København. Og afhøringer blandt skolens personale kaster hurtigt mistanken på skolens pedel; Den lettere alkoholiserede, men begavede Per Clausen. Tilsyneladende kender han mere til de bestialske drab, end han vil ud med. Men hvad er motivet, og hvorfor dette spektakulære sceneri? Og kan Per Clausen have handlet helt på egen hånd? Hurtigt bliver det klart for Konrad Simonsen, at der må lægges låg på sagen for at hindre en blodtørstig dagspresse og menneskehob i at spolere efterforskningen. Men andre stærkere kræfter synes at have anden dagsorden.

Køb Svinehunde her









Deltagelse i novellesamlingerne:


Ni forbrydelser Bitre mandler Flere bitre mandler Mord i din hjemby
Gyldendal Lindhardt og Ringhof Lindhardt og Ringhof Byens forlag
2010 2010 2011 2015
Så længe jeg skal ind ad din dør Over grænsen
SAXO Politikens Forlag
2015 2016